Hvad skal en ansøgning indeholde?

Hvad skal en ansøgning indeholde?

Én ting er at kende teknikken bag at skrive en god ansøgning, men hvad skal en ansøgning rent faktisk indeholde, for at du kommer igennem nåleøjet og bliver kaldt til samtale?

Virksomheden eller rekrutteringskonsulenten får som regel rigtig mange ansøgninger. Det er derfor vigtigt, at indholdet i din ansøgning er så spændende, at de læser den til ende og lægger dig i bunken med dem, der skal indkaldes til samtale.

Nedenstående punkter er ment som en vejledning til, hvad der er væsentligt at få med i en ansøgning. Der findes ikke én opskrift på den gode ansøgning, mest fordi forskellige arbejdsgivere lægger vægt på forskellige ting. Din forudgående research af virksomheden har sikkert givet dig nogle svar på, hvad der er vigtigt at fokusere på til den konkrete stilling.

Uanset hvad kan du med fordel overveje følgende:

1. En fængende overskrift

Brug gerne din fantasi til at formulere en overskrift, der virkelig fanger læseren og får vedkommende til at læse videre. ”Tillykke, du har vundet i lotteriet”, eller ”Snyd din nabo og haps en god medarbejder for næsen af ham” – eller måske noget knapt så kækt, det kommer an på din personlige indfaldsvinkel.

2. God og relevant indledning

Læg vægt på din motivation for at søge stillingen. Lad skinne igennem, at du har gjort dit hjemmearbejde ordentligt og fortæl detaljer om virksomheden, som kun grundig research kan afdække. Mange virksomheder betragter ansøgernes motivation som en afgørende faktor i valget af nye medarbejdere.

Giv en kort beskrivelse af, hvorfor du søger netop denne stilling. Hvad tiltaler dig mest ved arbejdsopgaverne og ved virksomheden? Vær så detaljeret og konkret som muligt, det er ikke nok at skrive, at du synes, jobbet virker spændende.

 

3. Kompetencer

Med hensyn til dine faglige kompetencer, tidligere erfaringer og resultater skal du altid tage udgangspunkt i det, der er relevant for den stilling, du søger. Giv eksempler, der viser den værdi, du vil kunne tilføre stillingen.

Fortæl kort og præcist om din uddannelse og dine hidtidige resultater. Henvis til de afsnit i dit CV, det giver mening at fortælle om i forhold til den aktuelle stilling.

4. Personlige egenskaber

Dine faglige kompetencer gør det ikke alene. Det er også vigtigt, hvordan du er som person i forhold til det job, du søger og det team, du skal være en del af. Fremhæv og begrund de af dine personlige egenskaber, der er mest relevante for stillingen. Giv eksempler på, at dine personlige egenskaber også har været i spil i tidligere stillinger, og hvordan de understøtter dine faglige kompetencer.

5. Afrunding

Din afslutning skal gøre virksomheden nysgerrig efter at møde dig. Skriv for eksempel, at du ser frem til at fortælle mere om, hvad du kan bibringe virksomheden både fagligt og personligt. Endelig kan du afslutte med en sammenfatning af, hvorfor du er den rette medarbejder til stillingen, og at du ser frem til en personlig samtale. Det fortæller modtageren, at du har din selvtillid i orden, og at de med dig får en dedikeret og motiveret kollega.

Praktiske detaljer

Det skal være tydeligt, at din ansøgning er målrettet den pågældende virksomhed. Skriv derfor firmanavnet øverst til venstre efterfulgt af den person, ansøgningen skal stiles til.

Dine egne kontaktoplysninger skal naturligvis også fremgå. I hvert fald dit navn og telefonnummer. Resten skal fremgå af dit CV. Er du ekstra avanceret i din skriftlige fremstilling, kan du sætte kontaktoplysningerne i enten sidehoved eller sidefod.

Du afslutter med ”Venlig hilsen” og både for- og efternavn.

Allernederst skriver du, hvad du vedlægger som bilag. CV, anbefalinger, eksamensbeviser o.lign. Det er vigtigt, at du kun vedlægger det, der er relevant for den aktuelle stilling.

Skal dit næste job være hos DK Vikarservice?

Med de givne råd og vejledninger i, hvad en ansøgning skal indeholde, er du godt klædt på til at kigge dig omkring på markedet og søge et nyt job. Måske venter det allerede på dig i oversigten over ledige jobs hos os, eller også kan du oprette dig som vikar i vores database. Så hører du fra os, når vi har et job, der matcher dine kvalifikationer.

FAQ

En ansøgning bør højst være på cirka en side. Detaljerne bør du gemme til en eventuel samtale, hvor du har mulighed for at uddybe din ansøgning.

Undlad at anvende nogle af de standardiserede skabeloner til ansøgninger, du kan finde på nettet. Din ansøgning skal være personlig, målrettet virksomheden og vække modtagerens interesse for at lære dig bedre at kende.

Ja, det er meget vigtigt, at du har udarbejdet et overskueligt CV, og derudover vil det være en god idé at vedlægge referencer fra tidligere arbejdsgivere og/eller eksamensbeviser, hvis det er relevant for stillingen.

Læs også: